SKREVET AF VICTOR MADSEN CPHXM
Vi er nået til november 1991 og befinder os på Kløvermarken 70 også kalder Blok 7 og vi står foran udflytning til Blok 5 og Blok4 på Engvej, hvor vi tidligere har haft til huse.
Vi mener derfor fra teknisk side, at dette er en passende anledning til en uhøjtidelig gennemgang af den form for udstyr og lidt af den historie, som er grundlaget for vor nutid såvel som vor fremtid. Den kommunikation, vi taler om, skyldes først og fremmest menneskers ønsker om at rejse fra sted til sted på bestemte tidspunkter, hvorfor disse henvender sig til os i SAS for at få information om f. eks. rejsetider, og henvendelser, som gerne skulle ende op med køb af billetter til de ønskede rejsemål.
SAS DATAs kommunikationsafdeling opstår, da Hotel Royal bliver bygget i Københavns centrum i slutningen af 1950erne. Det skal dog nævnes, at det ikke var det første sted, vi havde rejsebureau i København. Allerede da lufthavnen blev flyttet fra Kløvermarken til Kastrup i 1925, blev der oprettet et rejsebureau i Panoptikonbygningen på første sal på hjørnet af Vesterbrogade og Bernstorffsgade. Her lå det fra 1925 til 1932. Herfra flyttede man til Mehldahlsgade nr. 5 i stuen, hvor det fandtes fra 1932 til 1936, da man flyttede til Richshuset på Rådhuspladsen, Vesterbrogade nr. 2 stuen. Her lå det frem til1939 da Dagmarhus var færdigbygget, hvortil Rejsebureauet flyttede med adresse i Dagmarhus på hjørnet af Rådhuspladsen og Jernbanegade.
Det udstyr man betjente sig af i den periode, var begrænset til telefon og fjernskriver/ radio-forbindelser. De store ændringer kom efter verdenskrigen, hvor computerteknikken voksede frem. Tiden før 1958 var i hovedtræk “Messageswitching”, der blev udført manuelt fra centre i SAS, SWISSAIR og SITA (luftfartselskabernes internationale telecommunications organisation). Disse centre bredte sig over hele kloden.
Da Royal Hotel blev bygget på grunden mellem Vesterport og Vesterbrogade ud til Hammerichsgade blev vort første REALTIDS system installeret her. Forhandlinger med STANDARD ELECTRIC LORENZ i Stuttgart resulterede i installationen af et lokalt computersystem i kælderen i Hammerichsgade. Maskinen hed DB 42 og blev kaldt
THE SPACE AVAILABILITY SYSTEM
forkortet til SPAS.
Installationen blev helt og holdent gjort af tyske teknikere fra Standard Electric Lorenz og DB 42 bestod i grove træk af en række registre, som havde forbindelse med 2 store magnetiske tromler, der var forsynes med skrive- og læsehoveder. Tromlerne løb rundt med en hastighed på 50 omdrejninger pr sekund og kunne indeholde 2 flyveprogrammer (sommer og vinter) 1/2 år frem i tiden. Den ene tromle indeholdt pr. dag programmer, den anden pr uge.
Ved registrene var nogle ” Anschlusskasten” tilslutningskasser, hvor man via kobberkabler havde parallelforbindelser til telefonssalgsafdelingen (HF) på første sal. Her havde man også fået installeret en ny telefoncentral, således at mange salgsagenter kunne kobles i forbindelse med vore kunder samtidig. Hver salgsagent var forsynet med et “agentset “, en terminal til SPAS.
På Agentsettet indsatte man et kort, der var forsynes med fly/ruteinformation og ved hjælp af udskæringer i kortets sider kunne man påvirke 13 mikroswitche i forskellige kombinationer svarende til de på kortet angivne ruteinformationer.
Dette betød, at hver agentsetposition skulle forsynes med en kasse med kort, som med passende mellemrum blev opdateret fra Bookings spacekontrol, der var placeret i den gamle hovedbygning i Kastrup lufthavn i telegramcentralen.
Her havde man 3 masterset, som havde parallelforbindelser til DB 42 i Hammerichsgade, hvor man også havde et masterset til at kunne foretage ændringer med.
Der blev nu yderligere lagt forbindelse til Dagmarhus, som også fik Agentset. Implementation af ” REALTIME systemet ske te den 20.nov 1958. Afdelingen der varetog operationen blev kaldt ZE. Selve rejsebureauet blev indviet den 17. januar 1959. Den sidste tekniske leder fra Tyskland rejste hjem i 1961.
I Kastrup Lufthavn blev samtidig bygget en ny afgangs og ankomsthal, som kom til at ligge ved en ny motorvej, som blev anlagt fra Tårnby foran den ny bygning ned mod Amager strandvej. Der havde i lang tid været møder om at lægge disse bygninger ved Amager Landevej, men dette fandtes ikke hensigtsmæssigt. Så den ny placering blev således det naturlige centrum for afvikling af flytrafikken. Indvielse fandt sted den 30. april 1960.
I dette område etableredes Logbogen (Weight and balance center) og her anlagdes 2 nye computer-systemer. Britiske STANDTEC opbyggede en rørbaseret computer med tilnavnet ZEBRA til brug for lastcontrollen (Weight and Balance) samt check in af passagerer og deres bagage fra nyindrettede betjeningspulte i afgangshallen.
Disse nye indcheckningsterminaler blev kaldt KEYSET.
Keysettet var ligesom agentsettene forsynet med kort samt røde, grønne og gule lamper, der lyste som svar på input, desuden var der nogle enkelte service lamper. ZEBRAen gav sit output til printere af Lorenz typen og loasdsheet fremkom som resultat af input fra keysettene samt af de informationer logbogen indsatte. Loadprogrammet blev indlæst fra en hurtiglæsende tapestation for 5 kanal tapes og denne blev leveret af STORE NORDISKE. Informationer til ZEBRAen blev også givet via Masterset i lighed med SPAS.
Teknisk kunne informationerne læses i et display på settet, der havde 6 kolonners matglasruder, der blev oplyst indefra af 10 små lamper. Disse var afdækket, således at kun Tallene fra 0 – 9 var synlige og som ved en slags lysbilledapparateffekt kastet op på ruderne.
ZEBRAen kom dog kun til at virke frem til 1963, idet IBM da kunne levere sit 3919 og 1006 udstyr. På balkonen på 2salen i afgangshallen installerede IBM nu en computer med navnet RAMAC. I tilknytning hertil blev Spacecontrol og telegramcentral flyttet hhv. øst og vest for computersiten. SPACECONTROL fodrede RAMACen med reservationsdata via fjernskrivertape og hulkort. Ligeledes gik billetbekræftelse fra HF/HT også via teletype til RAMAC.
Telegramcentralerne fungerede ved at modtage og videresende telegramtrafik fra hele verden. Telegrammerne modtoges som fjernskriver strimler (codetape), som blev checket for destination og så videresendt fra den tapetransmitter, der passede med destinationen.
I 1962-63 installeres en ny IBM 1401 med 3919 og 1006. En registercentral opbygges og data fra Keyset i afgangshallen går nu via 3919 til 1006 Dette fungerer via store relæstel som koncentratorer opstillet i kælderen. Koncentratorerne, MAG stellene er koblet med faste kabler til hver position med 1 stk. 30 par, 1 stk. 20 par og 1 stk. powerkabel, som udsys og indloddes i begge ender ved pulten i en såkaldt Beikasten, hvor Keysettet tilkobles med 4 store plugs. Fra MAG-stel forbindelser til UKG (underkoncentratorer) videre til (hovedkoncentrator) som med Low speed 50 eller 75 bd sender til IBM1401, der svarer tilbage samme vej. Keyset bliver nu ombygget til 20 lamper. Weight and Balance bliver derefter opbygget på et Relæsystem kaldet SATT, der består af Siemens T-100 fjernskrivere, der installeres i printerskure ved hver gate og som føres vi telefonkabler ind i kælderen til 2 koncentratorer COM-A og CON-G.
SATT udstyret har forbindelse til IBM 1006, som så sender Loadsheet ud til T-100. Endelig opbygges et trafikmeldesystem, som fra en T-100 rundskriver sender trafikinformationer fra logbogen og trafiktårnet ud til Siemens T-100 bladskrivere uden tastatur placeret i hele lufthavnen.
Vi er nu kommet til 1964-65, hvor en IBM 1410 installeres for at overtage reservationssystemet. DB 42 i Hammerichsgade nedlægges. ZEBRAen kommer til Egeskov Museum. MAG-stel, UKG og HK udbygges og Remote forbindelser etableres via KTAS telefonlinier til IBM 1410 via registrene. Hele agentset lowspeed nettet udbygges i hele Europa, således at SAS kontorer nu selv laver reservationer til egne flights. Når nu lowspeed, som er 50 eller 75 baud nævnes, skal det også siges, at man fra agentsettet, hvor man foruden kodekortet selv indtaster koordinater for en bestemt flyrute også selv angiver dato 10ere, dato 1ere, måned, klasse, antal seats via tastaturet og trykker ASK eller BOOK.
Dette giver anledning til gennem kobling fra MAG stellet via UKG/HK at sende 11 tegn a 20 millisec længde for 50 baud på en teletype linie til computeren og som svar får 5 tegn, der på agentsettet kommer som lampesvar ud for det adspurgte fly. Grønt lys for ok, rødt lys for udsolgt, venteliste rødt/grønt. Har man spurgt efter en flyforbindelse, der måtte have specielle restriktioner ex cancelleret delstrækning eller lignende, tændes specielle service lamper, som angiver: traffic restricted, segment cancelled eller no program. Det vil da være nødvendigt for salgsagenten at rådføre sig med SAS informationer eller ABC fartplanen.
Når HF (Telefonsalg) har fået bookingen, håndskrives et kort som sammen med alle andre reservationer går til telexafdelingen, der så sender bekræftelse til spacecontrol via telex for opdatering af hele systemet. På mindre stationer kunne man reducere baggrundsudstyret til MAG og UKG og på helt små stationer med 1 eller 2 agentset brugte man et sammenbygget stel med betegnelsen ZAG. Alle disse små linier blev forbundet til et større sted, hvor en eller 2 hovedkoncentratorer tog sig af gennemkoblingen til computeren i København.
Nogle steder, hvor der fandtes et Telexcenter, kunne man låne en telexforbindelse, hvor man ved brug af en interlock skinne kunne koble frem og tilbage mellem agentset og telex, således at agentsettet koblede tilbage til telex, når man var færdig med at bruge linien. Enkelte steder f.eks. Berlin, havde man et specielt arrangement med en telefonlinie, hvor man var koblet til en automatisk, men relæstyret nummergiver, som ved ASK eller BOOK fra agentsettet startede nummergiveren, etablerede forbindelsen til Computeren, som så koblede ned efter endt svar.
I tidsrummet fra 1967 – 1970 udbyggedes agentsettene til 12 istf 11 tegn, hvilket gav mulighed for et identifikationstegn for hver agentset. Dette blev foretaget på samtlige agentset på nettet. Omkring 1966 klaredes at implementere NYC på nettet via et interlock system. Derved sikrede vi agentset til afdelingerne på Queens og Keyset på Kennedy airport.
På Engvej var man i gang med at projektere nogle industribygninger i blokke. Den første hvor Globetrotter ligger i dag. Dette ændredes, da Hedegårdsvej førtes igennem til strandvejen og Blokkene blev da anlagt, som de ligger i dag, Vore muligheder for at få et samlet computercenter blev hermed en realitet og vi starter med at indrette blokkene 1 og 2 til dette formål. I perioden 66-69 installeredes et UNICAC 494 mainframe med en række 418 maskiner som henholdsvis message-switching og data-front-ends for 494 maskinen. Disse overtager nu gradvis produktionen fra IBM 1410 systemet. I 1971 implementeres udover reservations og operationssystemerne et nyt Cargo-system og samtidig implementeres de første VDU (VISUAL DISPLAY UNIT) eller skærme som det hedder i daglig tale. De ny terminaler er UNISCOPE 100 og DCT 1000. Spacecontrol Centret får ligeledes UNISCOPES som de første til brug mod reservationssystemet.
Under 1972 gennemførtes en række forhandlinger med det svenske STANSAAB om levering af skærmterminaler, som endte med en ordre i november 1972 på 633 VDUer af typen ALFASKOP 3100, der skulle leveres i perioden 1973-74. Protocollen, der blev brugt var meget lig men dog ikke samme som den der blev anvendt i UNISCOPET.
ALFASKOP 3100 var en VDU terminal til 17 linier, monteret i et metalcabinet. Kontrolenheden hertil kunne operere med 8 VDU og 8 printere. Den tekniske installation måtte mærkbar ændres, idet kabelmontagen, som for Agent/Keyset var 1-30par og et powerkabel syet ud i begge ender loddet på plads, nu ikke mere var nødvendig, idet VDU teknisk monteres på coaxialkabler og printerne på 10 pars kabel. Kontrolenheden til 3100 systemet havde udskiftelige kort og en memory opbygget på Delayline, 8 stk. i alt. En delayline er en opspolet stålwire, som får sine informationspulser indført af en elektromagnet, som tvister wiren sidelæns og doblereffekten får pulsen til at bevæge sig gennem hele wiren, udtages i den anden ende på en elektromagnet, føres derpå ind i wiren igen. Dette signals pulsslag bliver der så længe, der er strøm til kontrolenheden, men forsvinder, når denne afbrydes. Flere kontrollere kunne nu samles med et BUS-kabel. Kommunikationen med Computeren er nu ikke mere lowspeed telenet, men V24 og Modems bliver nu indført.
Under denne periode udvikler STANSAAB en ny type VDU og i april 1974 introduceres ALFASKOP 3500. Dette havde dog en stærk konkurrent i RAYTHEON PTS100, men SAS DATA foretrak alligevel STANSAABs 3500. Introduktionen af dette medførte igen en ændring af kontrollerudstyret. Den største ændring var opbygningen. Memory kom nu på MICROCHIPS, som ikke taber sine oplysninger ved afbrydelse som delayline gør og samtidig ikke er så temperaturfølsom længere.
Controlleren var et stort metalskab, hvori kunne monteres op til 4 moduler, der hver kunne betjene 8 VDU og 8 printere altså i alt 32 af hvert. Samtidig forøges linieantallet på VDUen fra 17 til 24 linier. Antallet af installationer stiger stærkt de næste år f.eks. en prognose fra 1977 indikerede, at vi ville vokse fra 3400 terminaler til 10300 i 1985. Udviklingen viste sig at blive en stigning til det dobbelte.
I 1980 kom så den seneste model 3700 fra STANSAAB, hvor billedfarven og tastaturet ændres til mere brugervenlige brune farver. I 1979 blev de sidste Agentset koblet ned først i Logbogen og sidst i Space Control Center på Engvej. Væksten på terminalsiden nødvendiggjorde en kraftig udvikling på kommunikations- computersiden. Telcon 1 introduceredes i 1973, et system, der skulle afløse de Univac 418 maskiner, der hidtil havde klaret trafikken. Det ny system leveredes af Collins International og baserede sig omkring en række PDP11.
Systemet havde en kapacitet på 2500 terminaler og skulle på det tidspunkt kunne klare væksten et stykke fremover. Dette blev dog ikke tilfældet. Allerede i 1977 introduceres et Univac kommunikations-system kaldet Telcon 2 baseret på 3760-maskiner. Systemet kunne klare 7000 terminaler og var i funktion frem til 1983. Der var dog langt igen til at terminalvæksten kunne dækkes og Telcon 3 s første fase så dagens lys i 1981 og var fuldt udbygget i 1983. Systemer blev leveret af Sperry-Univac. Systemet var bygget op omkring en række DCP-40 maskiner, 4 Front-ends i København og 8 Remote-ends i Stockholm og Oslo. i alt 12 maskiner. Alle 12 maskiner havde hver sin reservemaskine stående klar til at tage over på under 1 minut, hvis der opstod problemer.
Under årene blev en hel række af printertyper udviklet og taget i brug. Printere som imødekom brugernes ønsker for såvel hastighed som sikkerhed, støjniveau o. lign. Printerne kunne nu benyttes både til hardcopy fra VDU eller til normal kommunikation. De første vi får, er General Electrics Terminet 300 og senere T1200. Disse er store tunge printere med typebånd af gummi og hammerbank. En ny type kommer nu fra TEXAS Instrument SILENT700, som var lydløs og skrev ved hjælp af et varmelæsehoved, der løb vandret hen over lys/varmefølsomt papir. Samtidig dukker Transtel printerne op fra EXTEL Corporation op først i metalkabinet senere i det lettere plastickabinet. Disse printere skriver med 300 bits/sec.
I 1975 kommer de første ticketprintere fra DIAN med typen DIAN8100, som printer en billet ud på langs fra en meget støjende hammerbank. Disse udskiftedes i 1978 med den forbedrede DIAN8170. hertil introduceres nu en ny billettype, idet printerne printer vandret ud. I slutningen af 1970erne opbygger vi et nyt trafikmeldesystem med mange transtelprintere placeret over hele lufthavnen. Systemet kunne betjenes fra Logbogen eller Trafiktårnet, der kunne nå alle disse printere på en gang. Det gamle system baseret på Siemens T100 bladskrivere udskiftes. I 1980 introduceres den første boardingpas printer, en fransk IER, der placeres i check-in. De første af typen 221 med en kontrolbox under bordet, medens de senere af typen 241 havde al teknik samlet i selve printeren.
Andre printere der kommer til under denne periode er Bagtag printeren i midten af 1980erne Omni820 fra TEXAS Instrument
QUME og Facit printere
OKI82 A Microline i 1982
OKI 182 Microline i 1985
Alle med hver deres nye faciliteter.
Udskiftningen af den meget udbredte Transtel er dermed i gang. Installationen af de nye IBM mainframes nødvendiggjorde nu brug af flere protokoller til terminalerne. I 1982 indførtes COMBINE systemet, der gjorde det muligt at bruge de 2 SAS anvendte protokoller nemlig SASALFA og IBM3270 fra samme terminal
I 1980 bliver DATA SERVICES en resultatenhed og vi kommer til at virke under navnet SAS DATA og SAS DATAs personaleantal overstiger nu 500.
Retur til toppen
Torsten Bergner
Nedenstående er “klippet” fra FRIDA, som er Scandinavian IT Group’s intranet.
Torsten Bergner är numera en pensionär på 80+. Han var anställd på SAS och dåvarande SAS Data fram till 1985 och har skrivit en bok till sin dotter Inga om de åren. Vi har fått hans tillstånd att publicera materialet men han vill att vi betonar att det är personligt hållet. Det vi publicerar här är de delar som handlar om SAS Data.
….klik her for at læse historien
‘ET LIV I LUFTEN’ – skrevet af Søren Bertelsen
Sådan kaldte tidligere pressechef i SAS Søren Bertelsen sin bog,
der udkom i 1985.
I bogen havde han bedt en række af SAS funktionschefer fortælle om deres oplevelser gennem et liv med SAS – og det var igennem en årrække, hvor luftfarten stormede frem i en fart, som næsten overgik ens tænkeevne.
Blandt de, som blev bedt om at fortælle var datachef Arne Hansen, – faktisk fra den dag, da elektronisk databehandling holdt sit indtog i virksomheden og til den voksede sig til et af de væsentligste datacentre i Europa. Eet center som konstant lå på forkant i sine udfordringer og sin udvikling af datatjenester indenfor luftfarten.
…. Klik her for at læse Arne Hansens artikel i bogen
